Fødselsforløbet

Som lovet et indlæg omkring fødselsforløbet som startede d.7.september 2013 klokken ca. 02. Mit livs største præstation og den vildeste og bedste oplevelse jeg nogensinde har haft. En fødsel bliver tit forbundet med mange smerter, skrækscenarier, akutte problemer. Tit har folk gerne en rædselshistorie eller ti at fortælle om fødsler, men der vil jeg gerne have lov at dele min historie omkring fødslen. Som jeg ikke kan være andet end glad for. Fødsler behøver ikke nødvendigvis være en negativ proces med fokus på smerter. Selvfølgelig har hele forløbet været smertefuldt, men ikke noget der vil kunne slå mig ud på nogen måde. Hele forløbet tog ca. 13 timer men fra jeg blev indlagt til jeg fødte gik der kun 3½ time.

2.september kl.12
10 dage før terminsdatoen var vi til jordemodersamtale. Det var det sædvanlige trummerum hvor hun skulle høre barnets hjertelyd og vurdere barnets størrelse. Hun mente, at han på daværende tidspunkt var omkring 3100 gram. Og gættede på, at jeg højst sandsynligt, ville gå over tid som de fleste andre førstegangs fødende. Rimelig øv, men jeg var indstillet på det.

7.september kl.02:00
Jeg vågner op as usual for at gå på toilettet, men denne gang føles det lidt anderledes. Jeg tænker ikke så meget over det, for det er efterhånden blevet ret normalt, at kroppen sender nye signal for hver dag. Jeg lægger mig til at sove igen, men der går ikke længe før at det føles som om jeg skal tisse igen. Og jeg har svært ved at holde på vandet. Da jeg kommer tilbage fra toilettet siger jeg til J, at det måske er nu at det sker. Som jeg lærte til fødselsforberedelse – skulle jeg bare tage et bind på, hvis jeg var i tvivl om vandet var gået. Jeg lægger mig til at sove igen, for hvis det nu var fødslen som var gået i gang, er det jo vigtigt, at man har samlet energi til hele forløbet.

7.september kl.04:00
De første veer begynder at melde sig og der er jeg bare ikke et sekund i tvivl om hvad der sker. Som alle andre siger “du er ikke i tvivl, når du får en ve“. Det føles som meget kraftige menstruationssmerter, som kommer og går med minutters mellemrum. Jeg brugte app’en “pregnancy” til at time veerne. Den fortalte at jeg var i 1.fase og at jeg var mellem 0-3cm åben.

7.september kl. 6:30

Efter 2½ time med veer ringer jeg ind til Riget, for at høre hvordan jeg skal forholde mig og hvornår de regner med at jeg kan komme derind. Jeg får besked på at blive derhjemme og ringe tilbage om nogle timer. Ikke meget information jeg kunne bruge. Jeg ville meget gerne have klar besked på hvornår, jeg kunne komme derind. Så jeg havde noget at forholde mig til. Men de kunne ikke give mig et svar. For at fordrive tiden tog jeg et langt varmt brusebad for at tage de værste smerter. Og lader J sove videre.

7.september kl. 8:00
J står op og vi spiser morgenmad sammen – et solidt måltid, der består af havregryn. Jeg vidste jo ikke hvornår jeg kunne få et måltid igen. Så det var om at spise sig så mæt som muligt. På dette tidspunkt er veerne ret regelmæssige med ca. 5 minutter i mellem. Vi ringer til vores forældre for at orientere dem om, at det nok er i dag, at de skal regne med at blive bedsteforældre.

7.september kl.11:30
Jeg har siddet plantet i vores lænestol i et godt stykke tid, for at bearbejde veerne. Overskuddet er der ikke rigtigt til andet end at ligge med lukkede øjne i fosterstilling på lænestolen. J går rundt og pakker de sidste ting til hospitalet. Jeg har for længst pakket de vigtigste ting, jeg gerne vil have med. Og det er jeg så glad for at jeg havde gjort, for jeg havde slet ikke overskud til at finde de ting frem.

7.september kl.12:00
Veerne er taget så meget til, og kommer så hyppigt, at jeg er ved at tude. J tager beslutningen om, at vi skal tage ind på Riget og får bestilt en taxa. Vi havde intet aftalt med Riget, men valgte at tage derind og tage chancen om at blive sendt hjem igen.
Da vi kommer derind, tager de fint i mod mig og kan endda mit navn. Så meget havde jeg da heller ikke ringet til dem 😉 Jeg bliver vist ind i et undersøgelsesrum, hvor de sætte en ve-måler på. Her kan J følge med i hvornår en ve starter op, peaker og aftager. Det var et kæmpe hjælpemiddel til J, så han vidste hvornår han skulle tage fat om min hånd. Der var drønende travlt på afdelingen, så vi fik lov til at ligge et stykke tid, før en JM kom ind. Hun undersøgte mig og kiggede helt overrasket på mig og sagde at jeg var 4-5cm åben. Det havde hun ikke lige gættet ud fra den samtale, jeg kørte med hende over telefonen. Som regel kan JM høre på de fødende hvor langt henne i forløbet de er, og hvor meget smerte de er udsat for. Jeg lød åbenbart ikke helt så påvirket.
Hun fortæller os, at jeg skal indlægges med det samme, da jeg er i udvidelsesfasen (en fase der varer omkring 12-16 timer). Men de havde bare ikke lige plads på Riget i dag, og derfor blev vi sendt over på Hvidovre hospital – hvor jeg selv er født.

7.september Kl.13:00
De har sendt bud efter en taxa, som kører os ud på Hvidovre hospital. En tur som føles at vare evigt. For det første fordi vi har en taxachauffør der snakker uafbrudt, om fødsler, børn og hans egne børnebørn. Han bliver ved med at stille mig en masse spørgsmål, men under veerne er der bare ikke energi til at svare igen. Uhøflig som jeg er, lader jeg være med at svare og lader J føre hele samtalen med ham. Jeg var godt nok lidt irriteret! Det viser sig så, at lige den lørdag, havde de valgt at lukke flere af vejene som fører til Hvidovre. Det gav den længste taxa tur i mands minde pga. den lange kø.

7. september Klokken 14:00
Vi ankommer til Hvidovre og stavrer mig frem til fødeafdelingen. Her havde de fået besked fra Riget, om at vi var på vej og de har gjort en stue klar til os.  Da jeg kommer ind på stuen, ser jeg til min store glæde et kæmpe badekar. Varmt vand har en afslappende virkning på mine smerter. Men først ville JM lige undersøge mig, for at se hvor langt i forløbet jeg var. Til hendes store overraskelse kunne hun mærke, at jeg på den korte køretur havde åbnet mig, så jeg nu var 8-9 cm. For at kunne føde, skal man være 10 cm åben – vi var altså meget tæt på målet. Jeg havde altså på meget kort tid, åbnet mig ret meget. Hun gør karet klar til mig og jeg lægger mig ned i det varme vand, som afhjælper min krop med de værste smerter.

7.september klokken 15:30 Efter halvanden time i vandet med flere og flere veer, begynder mine presseveer at melde sig. Veer som skal hjælpe med at presse barnet ud. Det er den mest intense del af fødslen, der føles som om alle dine indre organer er på vej ud af kroppen på dig. JM beder mig om at styre vejrtrækningen alt efter hvilken slags ve jeg havde. Det havde jeg rimelig godt styr på, eftersom jeg havde gået til gravide-yoga, hvor åndedrætsøvelser var en del af det.  Presseveerne kom desværre ikke så hyppigt, som de skulle have været. Når først man er gået i gang med at presse barnet ud, må der ikke gå for længe, da det kan stresse barnet. J står ved min sidde under hele forløbet, og holder mig i hånden. Det er ikke meget han får lov at gå fra mig, fordi jeg skulle bruge hans hånd under hver en ve.

7.september klokken 16:30
Presseveerne kommer og går som de har lyst til, på nuværende tidspunkt skulle alle veerne gerne være presseveer, men det er det bare ikke hos mig. Der er det kun hver anden til tredje som er.
JM beslutter at jeg skal op af vandet og have ve-stimulerende drop til at sætte mere gang i presseveerne. Pressefasen må nemlig ikke vare meget mere end 60 minutter, da det kan stresse barnet og medføre at hjerterytmen falder. Og det gør det også med Baby V. JM gør derfor klar til en iltmaske, som jeg får på, for at give mere ilt til baby. Efter at have fået drop, kan jeg mærke at presseveerne  bliver hyppigere og hyppigere. Jeg er på det her tidspunkt utrolig udmattet og sulten, jeg havde ikke fået andet at spise end morgenmaden, men der er ikke tid til at spise. Ikke andet end de mandler og slik som vi havde pakket med ned i tasken. Forestil jer lige, at J og JM sidder rundt om mig og spiser mandler. Sikke hygge mens jeg er i smerter 🙂

7.september kl.17:00
Nu melder pressetrangen sig for alvor, og jeg presser selvom det ikke er en presseve. Nu skal ungen bare ud, tænkte jeg. Det er den mest bizarre følelse jeg har været udsat for, mere mærkeligt, end at mærke at der er liv i ens mave. Det føles som om at babys hoved er alt for stort, og det er jordens mest umulige opgave at få ham ud. JM sidder for enden af sengen og hepper på mig. Hun var virkelig den sejeste. En over jordemoder bliver tilkaldt, fordi JM mener at jeg har været i pressefasen for længe. Men hun ser ingen fare i det, så længe jeg bliver ved med at presse. Af frygt for Baby Vs tilstand bruger jeg alle de kræfter jeg har i mig, til at presse. Her bryder jeg alle mine smertegrænser og tænker ikke på andet en hans velbefindende.

7.september klokken 17:36
En kæmpe lettelse da jeg føder lille Baby V. og de smerter som jeg har haft de sidste mange timer er allerede glemt. Jeg får ham op og ligge på brystet og han skriger for fuld skrald. Både J og jeg er utrolig lettet over at se en sund og rask baby. Han vejer 3460 gram og er 51cm.

Vi tjekker efterfølgende ind på Barselshotellet og bliver der to nætter. På anden dagen fik vi de hyggeligste besøg af de to sæt bedsteforældre, onkel og veninder. Jeg kan kun anbefale Hvidovre hospital som fødested, da vi havde de bedste og mest professionelle jordemødre. Jeg var klar til at vælge barselshotellet fra, men er glad for at jeg ikke gjorde. De første nætter med en nyfødt, er meget hårde. Og der var vi taknemmelige for, at der var jordemødre tilstede døgnet rundt.

Selv om hele forløbet har været smertefuldt og opslidende, så har det været det hele værd. Og langt fra så frygteligt som jeg ellers har set på diverse programmer.
Jeg gennemførte fødslen uden smertestillende midler, det var der heller ikke tid til – da det hele bare gik så stærkt. Jeg var nok en af de heldige, der ikke var udsat for et langt og kompliceret forløb. Som jeg har fået at vide efterfølgende, så er jeg bare bygget til at være gravid og føde, eftersom begge dele foregik uden de store komplikationer. Jeg gør det skam gerne igen! Og det var jeg parat til få timer efter fødslen. Man skal ikke lade sig skræmme, ikke én fødsel er ens. Det hele handler om dig som person og så kan jeg kun anbefale at dyrke gravide-yoga. De vejrtrækningsøvelser jeg lærte derfra bragte mig langt. Det vigtigste er selvfølgelig også at have sin elskede ved siden af, som du kan holde i hånden. Uden J kunne jeg ikke have gjort det på samme måde.